Ved byrådspolitikere egentlig, hvad der foregår ude i de frivillige sociale foreninger i Roskilde? Har de indblik i den store forskel, som mange frivillige i Roskilde gør for hinanden? Og ser de det store arbejde, som foreningerne gør for at skabe rammer og fællesskaber med mulighed for deltagelse for kommunens mange borgere?
"Politiker i Praktik" arrangeres hvert år af Frivilligcenter Roskilde for at hjælpe byrådspolitikerne med dette. De kan vælge en eller flere foreninger ud fra et praktikkatalog med beskrivelse af dagens aktiviteter.
For politikerne er en dag i praktik hos en frivillig forening en oplagt mulighed for at komme i dialog med foreninger og borgere, samt opnå indsigt i det frivillige sociale arbejde i Roskilde Kommune.
For foreningerne er dagen med til at sætte ansigt på politikerne, skabe en kortere kommunikationsvej til kommunen, og fremme samarbejdet mellem kommune og foreninger.
Merete Dea Larsen (nr. 2 fra venstre) i praktik i Sct. Hans Have oktober 2021
Hos Frivilligcenter Roskilde glæder vi os over den store interesse for Politiker i Praktik-arrangementerne. Deltagerne er altid meget aktive i deres praktikbesøg og stiller mange spørgsmål. Det lover godt for fremtiden inden for det frivillige arbejde i Roskilde og samarbejdet med kommunen, at vores lokalpolitikere er så interesserede i, hvad der foregår i de frivillige sociale foreninger.