Igen i år blev der skabt mulighed for, at lokale politikere kunne besøge frivillige sociale foreninger og få et indblik i deres vigtige arbejde. Politikerne kunne vælge en eller flere foreninger ud fra et praktikkatalog med beskrivelse af foreningernes aktiviteter.
Merete Dea Larsen var i praktik i Sct. Hans Have og fik lov til at prøve kræfter med køkkenopgaver, personalemøde, fælles frokost med de frivillige, ansatte og patienterne.
Merete udtalte blandt andet:
”Det har været godt at finde ud af, hvad hele projektet handler om. Jeg er overrasket over, hvor mange ansatte og frivillige der faktisk er involveret i Sct. Hans Have. Det er en kæmpe opgave at sikre, at alle føler sig inkluderet og imødekommet.
Jeg var begejstret for hele stemningen og den pædagogiske ledelse i køkkenet. Vi fik en dejlig frokost, og jeg var fascineret over, hvordan den blev fremstillet kreativt og lækkert ud fra mottoet: Vi bruger, hvad vi har, til at få, hvad vi behøver.”
Se Sct. Hans Haves eget opslag om dagen ved at rulle ned til 1. oktober på deres Facebook-side: https://www.facebook.com/sct.hanshave.
Borgmester Tomas Breddam var i praktik hos Roskilde Ældre Motion og udtalte i den forbindelse bl.a.: "Jeg har droppet min sædvanlige tirsdagstræning og træner i stedet med Roskilde Ældre Motion i dag. Umiddelbart skulle man tro, at det blev lettere, når træneren har passeret de 80 år, og de andre på holdet også er minimum 20 år ældre end mig - MEN…
[...] Jeg er vild med Roskilde Ældremotion og alt det arbejde, de mere end 200 frivillige lægger her. Alle får trænet, hygget og dyrket det sammenhold og fællesskab, vi alle har brug for."
Læs hele opslaget på Tomas Breddams facebookside.
Hos Kræftens Bekæmpelse deltog Anne Marie Wulff Hedenborg (nr. 2 fra venstre) i årsmødet for Røgfri Fremtid d. 30. september og var derudover med til Lyserød Lørdag, hvor hun hjalp til som frivillig i standen på RO's Torv.
Her kom formanden for Kræftens Bekæmpelse, Helen Bernt Andersen forbi, og det gav mulighed for en god snak.
Se Anne Maries opslag på Facebook.
Se alle årets tilbud fra foreningerne i Praktik-katalog 2021.