Med en donation på 40.495 kr. fra Nordea-fonden har Frivilligcenter Roskilde fået realiseret drømmen om en el-ladcykel til at synliggøre de gode frivillige initiativer i Roskilde.
Vi stiller cyklen til rådighed for foreningsaktiviteter - det kunne fx være at trille op til torvedag på Stændertorvet med en aktivitet eller måske en tur i Boserupskov, hvor ladcyklen kan være fyldt med kongespil, mad, drikke, bord og stole.
Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvordan cyklen kan skabe grundlag for nye måder at formidle frivillighed på, skabe nye frivillige mødesteder og alt herimellem.
For at låne cyklen skal I henvende jer til Frivilligcenteret, så vi kan aftale at mødes til en introduktion for brug og udlån af cyklen, hvorefter der udfyldes en lejekontrakt.
Cyklen kan lejes ud til enkelte dagsarrangementer/aktiviteter eller hen over en weekend. Den skal som udgangspunkt leveres tilbage til Frivilligcenteret samme dag, som den er blevet brugt, medmindre andet bliver aftalt.
Så hvis I har en idé til hvordan I kan bruge cyklen, så tøv ikke med at kontakte os.
Lån af Frivilligcyklen – Trin for Trin
- Tag kontakt til Frivilligcenter Roskilde for at høre om udlånsmulighederne for cyklen på det givne tidspunkt og for at aftale et møde. Fang os på telefon 21 16 90 26, e-mail: frivilligcenter@roskilde.dk, eller mød op i vores kontortid mandag-torsdag kl.10-14.
- Frivilligcenteret forbeholder sig ret til at afvise udlejning af cyklen uden yderligere forklaring.
- Introduktion til brug og udlån af cyklen: En medarbejder fra sekretariatet fortæller om reglerne og det formelle omkring udlån og brug af cyklen. Her vil det fremgå, hvordan man afhenter nøglen til cyklen, og hvordan man forsvarligt får cyklen ud af Frivilligcenteret og ind igen.
- En frivillig fra jeres forening skal påtage sig ansvaret for cyklen og underskrive en lejekontrakt med dato for udlån samt afleveringstidspunkt. Medarbejderen fra Frivilligcenterets sekretariat sørger for at dokumentere cyklens stand inden udlån og for underskrivelse af lejekontrakt.
- Aflevering af cyklen, nøgler og andet tilbehør skal ske i Frivilligcenterets foyer, hvor cyklen låses, batteriet låses til cyklen, og nøglen lægges i den grønne postkasse. I skal rapportere, hvis noget er gået i stykker eller på anden måde ødelagt.
- Efter afleveringen gennemgår en medarbejder i Frivilligcenteret cyklen for at sikre, at den er blevet afleveret i samme stand, som den blev udlånt i. Hvis dette ikke er tilfældet, tager vi kontakt til den lejer, som fremgår af lejekontrakten.
![]() |
![]() |