Job

Projektleder

Aktuelt søger vi en initiativrig projektleder og -udvikler med interesse for at skabe større inklusion af unge med handicap i foreningslivet.

Projektet er en del af et landsdækkende initiativ med 10 kommuners frivilligcentre og STU'er (Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse). Du vil være ansvarlig for aktiviteterne i Roskilde Kommune.

Ansøgningsfrist er 18. november 2024. Læs hele jobopslaget her: Projektleder_Frivillig-i-Faellesskab


Job i sekretariatet

Frivilligcenter Roskilde drives af en flok ildsjæle - både fastansatte, frivillige, og personer, som er hos os i en kortere periode i praktik eller løntilskud.

Ved fælles hjælp løfter vi både store og små projekter, samtidig med at vi servicerer vores medlemmer, de frivillige sociale foreninger i Roskilde Kommune. Trods begrænsede ressourcer skaber vi således synlige resultater til gavn for frivilligheden.

Har du lyst til at være frivillig hos os og blive en del af dette fællesskab? Vi har ofte flere opgaver i gang, som vi mangler hjælp til, så du er meget velkommen tl at byde ind med, hvad du kan, og hvad du har lyst til. Du får ingen løn men glade kolleger, muligheden for at være med til at gøre en forskel, og et godt arbejdsmiljø i dejlige omgivelser midt i Roskilde by. Det er mest praktisk, hvis du kan komme flere gange om ugen i nogle timer, så du kan lære Frivilligcenteret godt at kende og få dine egne arbejdsområder.

Måske er det lige netop dig, vi mangler? 


Virksomhedspraktik

Vi har af og til brug for en praktikant i Sekretariatet. Du skal være bosat i Roskilde Kommune og kunne blive godkendt af Jobcenteret til virksomhedspraktik.

Vi ser gerne, at du er god til at danne dig overblik, er systematisk, kan formidle et budskab på skrift, og eventuelt har en vis erfaring med nogle af de nedenstående opgaver.

Du skal ligeledes være frisk på at give en hånd med på løbende opgaver, store som små. Det vil være praktisk, hvis du kan bruge Office-pakken.

Eksempler på opgaver, du kan få lov at prøve kræfter med:

  • Assistere i planlægning og afvikling af vores events, fx FrivilligBørs og Politiker i Praktik
  • Hjælpe til ved kursusafholdelse
  • Skrive ansøgninger til fonde og puljer
  • Samle og formidle Tinghusets historie (plancher, videoklip, lydklip, webindhold etc.)
  • Lave videosekvenser med instruktion i brugen af husets udstyr
  • Skrive foreningsportrætter efter forudgående interviews

Hvis det er noget for dig, så send os en e-mail på frivilligcenter@roskilde.dk.