Skip to main content

Politiker i Praktik


Ved byrådspolitikere egentlig, hvad der foregår ude i de frivillige sociale foreninger i Roskilde?

Har de indblik i den store forskel, som mange frivillige i Roskilde gør for hinanden? Og ser de det store arbejde, som foreningerne gør for at skabe rammer og fællesskaber med mulighed for deltagelse for kommunens mange borgere?

"Politiker i Praktik" arrangeres hvert år af Frivilligcenter Roskilde for at hjælpe byrådspolitikerne med dette. De kan vælge en eller flere foreninger ud fra et praktikkatalog med beskrivelse af dagens aktiviteter.

For politikerne er en dag i praktik hos en frivillig forening en oplagt mulighed for at komme i dialog med foreninger og borgere, samt opnå indsigt i det frivillige sociale arbejde i Roskilde Kommune.

For foreningerne er dagen med til at sætte ansigt på politikerne, skabe en kortere kommunikationsvej til kommunen, og fremme samarbejdet mellem kommune og foreninger.

Merete Dea Larsen (nr. 2 fra venstre) i praktik i Sct. Hans Have i 2021

Hos Frivilligcenter Roskilde glæder vi os over den store interesse for Politiker i Praktik-arrangementerne. Deltagerne er altid meget aktive i deres praktikbesøg og stiller mange spørgsmål. Det lover godt for fremtiden inden for det frivillige arbejde i Roskilde og samarbejdet med kommunen, at vores lokalpolitikere er så interesserede i, hvad der foregår i de frivillige sociale foreninger.

Politiker i Praktik 2025

Med et kommunalvalg vinkende i horisonten kunne vi konstatere en rekordstor tilslutning af lokalpolitikerne til dette års Politiker i Praktik: Hele 25 politikere og 28 foreninger meldte sig til at deltage, og der blev formidlet 87 praktikker, så alle foreninger fik minimum én politiker i praktik. 

De deltagende foreninger var:

Aktivitetsforeningen i Gadstrup, Børns Voksenvenner Roskilde, Cafe Smil, Dansk Blindesamfund’s mandagsklub Øst-Sjælland , Fjordglimt, Folkekirkens Nødhjælp, Frivilligcenter Roskilde, Gundsø Senior Idræt Hemingway Club 3, Hjerteforeningen Roskilde, INSP!, Kastanjehavens Venner, Kirkens Korshær, KulturCosmos, Madoasen Roskilde, Mødrehjælpen Roskilde, Plexus Roskilde, Roskilde Computerstue, Roskilde Handicap Idrætsforening, Roskilde Oplevelseshavn og Fjordhave, RÆM, Røde Kors Butik, SIND, Skolens venner, Svogerslev Menighedspleje Røde Kors Vågetjenesten, Ældre sagen /Herreeværelset og Ældre Sagen Gundsø.

Årets "praktikanter" var:

Thomas Erringsø (LA), Jacob Søegaard (V), Kim Elmose (SF), Daniel Elmann (LA), Mogens Hallager Pedersen (C), Nicolai Bach-Pedersen (LA), Rasmus Jarlov (C ), Kenneth Holmen Pedersen (C), Anne Fabricius Murmann (Lokallisten), Tomas Breddam (S), Ane Laursen (SF), Bent Jørgensen (V), Merete Dea Møller Larsen (DF), Claus Larsen (S), Kim Raben (SF), Filiz Sarah Thunø (S), Jeanne Rygas Bergmansen (SF), Signe Kaulberg Jespersen (S), Julia Bjerre Hunt (SF), Bjarke Reitzel-Buchholz (V), Jette Tjørnelund (V), Deniz Said (V), Anne Marie Wulff Hedenborg (S), Marie Dam (V), Jean-Luc Ngassa (S).

Her er et udvalg af fotos:

Her er Deniz Said co-driver i Madoasens varevogn.

Kim Elmose var aktiv i Café Smil i Solparken.

Daniel Elman besøgte Frivilligcenteret, hvor vi gav ham det store overblik.

Mogens Hallager gjorde tjeneste i Café Fjordglimt i Jyllinge.
Politiker i Praktik 2023

Camilla Vilby-Mokvist (A) var i praktik hos Mødrehjælpen, hvor hun fik en masse viden og gode inputs fra de dedikerede og dygtige folk. Her står hun sammen med bestyrelsen efter en god og informativ dag:

Camilla Vilby-Mokvist hos Mødrehjælpen

 

Mogens Hallager, der nok er mest kendt som formand for Kultur- og Idrætsudvalget, er også medlem af Sundheds- og Omsorgsudvalget. Han havde ønsket at komme praktik i Frivilligcenteret og havde taget sin partifælle fra De Konservative, Kenneth Holmen Pedersen, med. De fik en rundtur i huset og en snak med alle medarbejdere og frivillige. Vores bestyrelse var også mødt talstærkt op og deltog i frokosten, hvor snakken gik lystigt om foreningernes udfordringer, politikernes syn på frivillighed og andre emner af fælles interesse.

Hallager og Pedersen i praktik i Frivilligcenteret

På fotoet ses i bagerste række fra venstre:

  • Lise Hogstad, Skolens Venner
  • Mogens Hallager
  • Michael Riedel, centerleder

I forreste række:

  • Kenneth Holmen Pedersen
  • Fleming Friis-Larsen, Ældre Sagen
  • Inge Mølgaard, Kræftens Bekæmpelse
  • Grethe Holm Rasmussen, Osteoporoseforeningen
Politiker i Praktik 2022

Trods et pludseligt opstået folketingsvalg var der alligevel god interesse fra vores byrådspolitikere for et praktikophold hos de frivillige sociale foreninger. Her kommer et uddrag:

Politiker i Praktik 2022, CamillaCamilla Viby-Moberg var i praktik hos Madoasen, hvor hun brugte dagen på at hente varer og sortere sammen med de øvrige. Hun var overrasket over mængden af spiselige fødevarer, som er til overs i butikkerne, og imponeret over, hvordan Madoasens tomme lokale på ganske få timer blev forhandlet til noget, der lignede en almindelig grønthandel.


Politiker i Praktik 2022, MarenMaren Ottar Hessner var i praktik hos Indkøbsbussen i Ågerup. Hun roser ordningen, hvor man kan blive hentet og bragt til indkøbsmuligheder. En vigtig praktisk foranstaltning som så også giver så meget mere på fællesskabskontoen til alle involverede. Oven i købet er der også mulighed for at sludre over en dejlig kop kaffe i Coops baglokale efter indkøbene."Endnu engang fik jeg bekræftet, at frivillige fællesskaber er det, der får vores samfund til at hænge sammen", sagde Maren. Her ses hun sammen med  den frivillige chauffør Palle.


Politiker i Praktik 2022, TomasTomas Breddam var i praktik i Frivilligcenteret. Efter en rundtur i huset fik Tomas en introduktion til, hvad de enkelte ansatte og frivillige har af forskellige opgaver og havde hertil også en masse gode spørgsmål om det at være frivillig, og hvad frivillighed betød for os i Frivilligcenteret. Bagefter var der fælles madpakkespisning, hvor snakken gik om løst og fast. Afslutningsvis fik Tomas en nærmere indføring i bestyrelsens arbejde.


Politiker i Praktik 2022 Gitte Gitte Kronbak var både hos Gnisten i Gadstrup og hos Mødrehjælpen i Roskilde. Hos Gnisten beundrede hun de mange frivillige kræfter, der lægges i at skabe godt socialt samvær. Hun fik ved selvsyn set, hvad det ligger før og efter, at deltagerne kan sætte sig ved bordene, drikke kaffe og få hjemmebagt kage og ikke mindst alle de fine præmier, der er hentet til de 10 spil, der blir spillet på sådan en hyggelig eftermiddag.

Hos Mødrehjælpen (billedet) var Gitte fuld af beundring for det store arbejde, der ydes. Hun anbefaler varmt et besøg i butikken, hvor der er utrolig meget flot tøj, legetøj, sko, vinterjakker mm., til den kommende vinter. Genbrug gavner vores miljø, men allermest giver det mulighed for at købe meget velholdt tøj til små priser på alle årstider.

 

Se alle årets tilbud fra foreningerne i Praktik-katalog 2022.

Politiker i Praktik 2021

Igen i år blev der skabt mulighed for, at lokale politikere kunne besøge frivillige sociale foreninger og få et indblik i deres vigtige arbejde. Politikerne kunne vælge en eller flere foreninger ud fra et praktikkatalog med beskrivelse af foreningernes aktiviteter.

Merete i praktik i Sct. Hans Have

Merete Dea Larsen var i praktik i Sct. Hans Have og fik lov til at prøve kræfter med køkkenopgaver, personalemøde, fælles frokost med de frivillige, ansatte og patienterne.

Merete udtalte blandt andet:

”Det har været godt at finde ud af, hvad hele projektet handler om. Jeg er overrasket over, hvor mange ansatte og frivillige der faktisk er involveret i Sct. Hans Have. Det er en kæmpe opgave at sikre, at alle føler sig inkluderet og imødekommet.

Jeg var begejstret for hele stemningen og den pædagogiske ledelse i køkkenet. Vi fik en dejlig frokost, og jeg var fascineret over, hvordan den blev fremstillet kreativt og lækkert ud fra mottoet: Vi bruger, hvad vi har, til at få, hvad vi behøver.”

Se Sct. Hans Haves eget opslag om dagen ved at rulle ned til 1. oktober på deres Facebook-side: https://www.facebook.com/sct.hanshave.

  

Tomas Breddam hos RAEM Borgmester Tomas Breddam var i praktik hos Roskilde Ældre Motion og udtalte i den forbindelse bl.a.: "Jeg har droppet min sædvanlige tirsdagstræning og træner i stedet med Roskilde Ældre Motion i dag. Umiddelbart skulle man tro, at det blev lettere, når træneren har passeret de 80 år, og de andre på holdet også er minimum 20 år ældre end mig - MEN…

[...] Jeg er vild med Roskilde Ældremotion og alt det arbejde, de mere end 200 frivillige lægger her. Alle får trænet, hygget og dyrket det sammenhold og fællesskab, vi alle har brug for."

Læs hele opslaget på Tomas Breddams facebookside.

 

Anne Marie Hedenborg hos Kræftens Bekæmpelse

Hos Kræftens Bekæmpelse deltog Anne Marie Wulff Hedenborg (nr. 2 fra venstre) i årsmødet for Røgfri Fremtid d. 30. september og var derudover med til Lyserød Lørdag, hvor hun hjalp til som frivillig i standen på RO's Torv.

Her kom formanden for Kræftens Bekæmpelse, Helen Bernt Andersen forbi, og det gav mulighed for en god snak. 

Se Anne Maries opslag på Facebook.

 

 Se alle årets tilbud fra foreningerne i Praktik-katalog 2021.

Politiker i Praktik 2019

Jette Tjørnelund i praktik hos NatteravneneÅrets praktiktilbud omfattede bl.a. nogle af byens idrætstilbud til seniorer, et udvalg af de mangeartede aktivitetstilbud til flygtninge, og muligheden for at se, hvad der tilbydes i frikirkelig regi.

En af de flittige praktikanter var Jette Tjørnelund, der valgte at besøge flere foreninger. Her er hun på tur med Natteravnene i Roskildes natteliv.

Se alle årets tilbud i Praktikkataloget for 2019

 

Jette Tjørnelund i praktik hos Natteravnene

Politiker i Praktik 2018

Blandt nyhederne i årets praktikarrangement for byrådspolitikerne var, at de også havde mulighed for at komme i praktik i Frivilligcenterets Sekretariat. De kunne så at sige komme ind i kontroltårnet og se, hvordan Tinghuset drives, og hvordan de frivillige sociale foreninger serviceres.

Det tilbud havde Camilla Vilby-Mokvist (A) taget imod - læs historien om hendes praktikbesøg her: Praktikbesøg i Frivilligcenterets Sekretariat.

politiker i praktik 2018 frivilligcenterets sekretariat

Her ses Camilla (forrest). Bagved fra venstre Anita, Lisette, Lone, Marianne, og Michael (sekretariatsleder).

 

praktik2018 herrevaerelset

Byrådspolitiker Jens Børsting (i midten) i praktik i Herreværelset.

 

Se, hvilke øvrige praktiksteder politikerne kunne vælge imellem i praktik-kataloget for 2018.

Politiker i Praktik 2017

Kampen mod madspild går hånd i hånd med socialt samvær og frivilligt arbejde, når Café Smil hver torsdag slår dørene op i Ringparkens Beboerhus. Den 1. juni 2017 fik lokalpolitiker Gitte Kronbak Nielsen lov at være med som praktikant og var med hele vejen fra forberedelse af måltidet til afrydning, efter at gæsterne var gået. Læs mere om hendes praktikbesøg i Café Smil.

Politiker i praktik 2017 Gitte Kronbak

Gitte Kronbak serverer under sit praktikbesøg i Café Smil i Ringparken den 1. juni 2017

 

Læs også om Borgmester Joy Mogensens praktikbesøg hos Røde Kors’ Vågetjeneste og et udpluk af årets øvrige praktikbesøg.

Som noget nyt i 2017 blev ikke kun byrådsmedlemmerne men også de opstillede kandidater til efterårets kommunalvalg inviteret til at deltage.

Frivilligcenter Roskilde
Jernbanegade 21a
4000 Roskilde

Tlf. 21 16 90 26
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Åbent ma-to kl. 10-14