Skip to main content

March mod Ensomhed


March mod Ensomhed logo

Vil du være med til at sætte fokus på bekæmpelsen af ensomhed? Så har du hvert år muligheden for at deltage i en March mod Ensomhed sammen med Patrick Cakirli. Her i Roskilde er det Frivilligcenteret og en flok frivillige ildsjæle, der står for den praktiske del af arrangementet.

 

Patrick Cakirli

March mod Ensomhed foregår hver sommer over 10 uger og mere end 2.000 km igennem Danmark. Konceptet er følgende: Patrick må ikke gå uden følgeskab. På den måde bliver hans vandring symbol på vigtigheden af fællesskab og social ansvarlighed i kampen mod ensomhed. Alle er velkomne til at gå med, så langt de har lyst. 

Se links til undersider om tidligere års marcher i menuen her til højre.

March mod Ensomhed 2024

March mod Ensomhed logo

March mod Ensomhed bliver år for år mere succesrig. Det kæmpestore arbejde, som grundlæggeren Patrick Cakirli gør, og det professionelle setup med store sponsorer og en kompetent bestyrelse giver marchen et format, som ingen vist havde forestillet sig ved starten i 2017. 

I år var det organisationen TUBA, der var valgt til at modtage overskuddet fra landsindsamlingen under marchen. Læs mere om TUBA og deres arbejde med at støtte unge, der vokser op i familier med misbrug. 

Forud for selve marchen var der som noget nyt arrangeret "træningsvandringer" på Samsø, Læsø, Bornholm, Ærø og Fanø i perioden 4. maj til 27. juli. Selve marchen startede en uge senere, i uge 32.
  

Dette års program

Onsdag den 14. august gik Patrick og hans følge fra Hvidovre til Roskilde, hvor han ankom til Rådhuset sidst på eftermiddagen - en rute på i alt 34,5 km.

Man kunne også stige på undervejs:

  • ved City 2 i Høje Tåstrup - en rute på ca. 13 km
  • ved det Røde Hus i Hedehusene - en rute på ca. 7,5 km. Her uddelte Casa Bailar vand til de tørstige.
  • ved McDonalds på Københavnsvej i Roskilde - en rute på ca. 2 km. Her kunne deltagerne afhente en sodavand ved disken.

March mod Ensomhed - pitstop hos McD

Pitstop hos McDonalds Københavnsvej

"Modtagelseskomiteen" ved Rådhuset blev trakteret med teboller doneret af Svalegårdens Bageri og saftevand fra Frivilligcenteret, imens de blev underholdt af Jungle Jim med hans trylleshow, arrangeret af Foreningen for Børn med Angst.

March mod Ensomhed 2024 modtagelse

Trylleshow og saftevand ved Rådhuset
 

Om aftenen var der middag i Frivilligcenteret for Patrick og Martin samt sponsorer og de ildsjæle, der havde hjulpet med alt det praktiske. Her havde Restaurant Upstairs lavet Patricks livret: Pasta med kødsovs og baconstykker! 

Martin holdt et oplæg, så Patrick kunne spare lidt på stemmen, og efter en hyggelig aften blev Patrick og Martin kørt til Scandic Roskilde Park, som igen i år havde stillet værelser til rådighed.
  

Dagen derpå

Torsdag den 15. august mødte alle vandrere op ved Rådhuset kl. 8. Der blev serveret kaffe og te samt kanelsnurrer fra Espresso House, og efter en fin tale fra Borgmester Tomas Breddam om hans forhold til ensomhed og betydningen af at sætte fokus på dette startede dagens etape, hvor borgmesteren gik med ud til byskiltet.

MME_Afgang-2024

Start på marchen mod Køge

Der var morgenmad til alle, inden vandrerne startede på ruten mod Køge.
 

March mod Ensomhed 2024 afgang

AMU JUUL stod for et pitstop mellem Tjæreby og Tune, hvor de stod klar med forfriskninger.

Også deltagere fra lokale foreninger som fx Headspace Roskilde, Foreningen for Børn med Angst og Alle Tiders Højskole fulgte med noget af vejen, inden flere af os fra Roskilde tog hjem igen med bussen fra Tune. Ikke alle havde mod på hele vejen til Køge Rådhus - en rute på 28 km.
  

Vi siger tak!

Vi takker alle involverede, både de kommercielle sponsorer og den arbejdsomme arbejdsgruppe bestående af folk fra Foreningen for Børn med Angst, Ventilen Roskilde, INSP og SIND - Landsforeningen for psykisk sundhed Roskilde-Lejre. Desuden tak til Roskilde Kommune og de lokalpolitikere, der deltog.

March mod Ensomhed 2023

March mod Ensomhed logo

I år mærkede vi stor interesse for at hjælpe med at arrangere årets March, både fra foreninger og privatpersoner.

Dertil kommer, at vi havde lavet aftaler med en række sponsorer, der bidrog med stort og småt (og vådt og tørt!) for at støtte den gode sag.

march2023

Listen af sponsorer så sådan ud:

March mod Ensomhed 2022        Igen i år overnattede Patrick og hans følgesvend Christian på Hotel Scandic Roskilde Park, der stillede to værelser til rådighed kvit og frit.
 Restaurant Upstairs       Til fællesspisning om aftenen donerede Restaurant Upstairs mad til indkøbspris og lavede maden.
 Kaffe Karma logo       Kaffe Karma donerede 50 kopper kaffe til starten om morgenen fra Roskilde Rådhus.
 Svalegaarden logo       Svalegårdens Bageri donerede 50 croissanter til starten om morgenen fra Roskilde Rådhus.

 
Programmet for de to dage så sådan ud:

Onsdag den 16. august fra København til Roskilde:

Man kunne gå med fra Taastrup, Hedehusene eller McDonalds ved Københavnsvej/Ringvejen. I krydset i Høje Taastrup var der pitstop: Casa Bailar sørgede for vand og snacks.  Ved McDonalds sluttede politikere fra det Konservative Folkepartis gruppe i Roskilde sig til.

På facebook-siden kunne man holde øje med, hvor langt marchen var nået.

Om aftenen var der Fællesspisning i Frivilligcenter Roskilde for de sponsorer, frivillige og samarbejdspartnerne, der deltog i den praktiske afvikling af arrangementet.

Torsdag den 17. august fra Roskilde til Køge:

Kl. 7:30 samledes vi foran Rådhuset og nød vores morgenkaffe og croissanter sammen.
Kl. 7:40 sagde Borgmester Tomas Breddam et par ord om bekæmpelse af ensomhed i Roskilde.
Kl. 7:50 holdt Patrick en kort foran-rådhuset-tale.
Kl. 8:00 var der afgang mod Køge. Tomas gik med til byskiltet sammen med en flok af andre kommunalpolitikere.

Inden afgang uddelte FORS A/S vand og frugt til deltagerne.

Der var pitstop på vej til Tune sponseret af AMU Juul. Her slap vi Patrick og Christian, og ”March Mod Ensomhed” fortsatte sin vej med næste stop i Køge.
 

Flokken af mennesker og foreninger, der gav en hånd, omfattede bl.a.:

  • SIND
  • Børn med Angst
  • INSP
  • Ventilen
  • Lions Roskilde
  • Mødrehjælpen
  • Salsa Latina

Tak for §18-frivilligmidlerne fra Roskilde Kommune og tak for den politiske opbakning.

March mod Ensomhed 2022

Årets March mod Ensomhed foregik over 10 uger og over 2.000 km fra Nexø til Rønne på Bornholm - ned gennem Nordsjælland, København, Midt- og Sydsjælland til Sydhavsøerne - videre over Langeland, Tåsinge og rundt på Fyn - op gennem Sønder-, Øst- og Nordjylland - og til sidst ned gennem Vestjylland til Esbjerg.

March22-Koegevej_600px.jpg

Patrick Cakirli ankom til Roskilde den 17. august, hvor der var fællesspisning for tilmeldte i Frivilligcenteret. Efter at vi havde nydt en hjemmelavet mørbradgryde, fortalte Patrick om årets march og om konceptet generelt. 

March mod Ensomhed 2022

 

Patrick overnattede på Hotel Scandic Roskilde Park, 
der var så venlig at stille et værelse til rådighed for ham i år igen.

 

 

March mod Ensomhed 2022

Den følgende dag serverede vi kaffe/te og croissanter ved Rådhuset kl. 7:30 og sendte Patrick og hans følge på vej mod Køge. 

March mod Ensomhed 2021

march mod ensomhedRoskilde Kommune og Frivilligcenter Roskilde samarbejdede med lokale kræfter, således at Patrick Cakirli på sin march mod ensomhed blev vel modtaget, og Scandic Roskilde sponserede en overnatning.

Torsdag d. 19. august 2021 kom Patrick til Roskilde, hvor Café Smil tog imod ham og de mange fremmødte til fællesspisning i Ringparkens Beboerhus. Her talte Morten Gjerskov, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget. Han fremhævede, at der i Roskilde Kommune er et særligt fokus på tiltag mod ensomhed, men det er ikke godt nok endnu, og det optager Morten Gjerskov meget:

”Rigtig mange danskere føler sig ensomme – omkring 8 %. I Roskilde svarer det til 5.904 borgere. Det er mange. Det viser med al tydelighed, hvor vigtigt det er, at vi snakker åbent om emnet og ikke mindst har tilbud til borgerne, der kan skabe netværk og venskaber”.

march mod ensomhed cafe smil

På billedet ses fra venstre Martin Jul Jönsson fra Ventilen (dette års modtager af overskuddet fra marchen), Patrick Cakirli, Kassem Ibrahim (projektkoordinator fra Roskilde Kommune), Ejner Jensen (Café Smil), og Morten Gjerskov (byrådet).

Efter middagen holdt Patrick foredrag om ensomhed og svarede på de mange spørgsmål fra salen. Arrangementet havde stor lokal opbakning og var støttet af Fødevarebanken, Slagter Frimann og selvfølgelig alle de hårdtarbejdende frivillige fra Café Smil.

Fredag den 20. august sponserede Frivilligcenteret morgenmad på INSP! til Patrick og de fremmødte, mens Borgmester Tomas Breddam holdt tale, inden turen gik til Rådhuset. Borgmesteren fremhævede, at ”vi alle kender følelsen af ensomhed og særligt har følt det under corona”. Ved Rådhuset holdt Patrick tale for de mange, som var mødt op for at gå med på hele eller dele af "etapen" til Køge.

Roskilde TV var med i Ringparkens Beboerhus og interviewede både folkene fra Café Smil og Frivilligcenteret. Hvis du vil gå direkte til interviewet med Patrick, skal du starte 14 min. inde: Roskilde TV's indslag om Café Smil og March mod Ensomhed


Café Smil er startet af Ældre Sagen Roskilde i samarbejde med Boligselskabet Sjælland, Frivilligcenter Roskilde, Roskilde Ældremotion og Ældre hjælper Ældre. Her kan enlige og ensomme ældre for en billig penge nyde et lækkert og nytillavet, varmt måltid mad. Råvarerne kommer primært fra Fødevarebanken, som arbejder for at minimere madspild i Danmark, og frivillige tilbereder maden.

INSP er et moderne medborgerhus, hvor der er plads til, at idéer bliver til produkter, oplevelser og aktiviteter, som udvikler både det enkelte menneske og fællesskabet i huset. INSP huser også en socialøkonomisk café, som tirsdag-fredag serverer mad i frokosttimerne og hele ugen serverer drikkevarer, står for mødeforplejning og er platform for kulturelle arrangementer.

Frivilligcenter Roskilde
Jernbanegade 21a
4000 Roskilde

Tlf. 21 16 90 26
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Åbent ma-to kl. 10-14