Skip to main content

Roskilde FrivilligBørs



Hvad er en FrivilligBørs?

frivilligboers-logo

En markedsplads hvor der byttes viden, aktiviteter og ressourcer

En enestående mulighed for lokale foreninger, virksomheder, offentlige institutioner og private ildsjæle for at mødes og slå kræfterne sammen i inspirerende samarbejdsaftaler, korte som langvarige.

FrivilligBørs er en platform, hvor deltagerne kan udveksle ressourcer, som eksempelvis lokaler, idéer, aktiviteter og kompetencer. Der er altså ikke tale om salg – men om et ’giv-det-videre’-princip.

Med andre ord, en markedsplads for samskabelse.

Ofte er vi ikke klar over, at andre har brug for det, vi kan tilbyde, og derfor går disse ressourcer nemt til spilde. Andre gange ved vi ikke, hvor vi kan få hjælp til at gennemføre en idé. Dét kan en FrivilligBørs være med til at lave om på!

Hvordan foregår en FrivilligBørs?

Deltagerne bliver opmærksomme på hinandens tilbud og ønsker ved at have orienteret sig i Børskataloget, som de har modtaget i forvejen.

En FrivilligBørs er et farverigt og levende arrangement, hvor deltagerne er i bevægelse og mingler med hinanden. Vi appellerer derfor til at deltagerne anvender kreative virkemidler til at gøre opmærksom på sig selv. Medbring gerne balloner, T-shirts eller lign., som I kan dekorere jer med under selve børsen. Man kan også få hjælp af vores omkringvandrende Børsmæglere, som kender de fleste af deltagerne.

Når to parter har fundet hinanden, diskuterer de deres ønsker og tilbud, og hvis de bliver enige om en aftale, udfylder de et aftaleskema. Til sidst opsøger de sammen en Børsnotar og får aftalen noteret.
   

Hvad får deltagerne ud af en FrivilligBørs?

FrivilligBørsen skaber i første omgang mulighed for konkrete og praktiske samarbejdsaftaler for deltagerne, men på sigt danner FrivilligBørsen grundlag for at skabe mere varige samarbejdsrelationer, og udvide deltagernes lokale netværk.

En FrivilligBørs giver frivillige foreninger mulighed for at møde nye kontakter, få inspiration, praktisk hjælp og kompetencer. På den måde kan frivillige foreninger skabe bedre muligheder og tilbud til deres målgrupper. Læs mere om, hvad FORENINGER kan tilbyde og ønske.

En FrivilligBørs giver virksomheder mulighed for at konkretisere deres strategi for samfundsansvar og udføre den i praksis. Via deltagelse i en FrivilligBørs får medarbejderne en bedre forståelse for og mulighed for at tage del i virksomhedernes lokale samfundsengagement. Virksomhederne kan endvidere få styrket deres image i lokalsamfundet, ligesom deltagelse i en FrivilligBørs kan resultere i strategisk samarbejde til gavn for virksomhedernes forretning. Læs mere om, hvad VIRKSOMHEDER kan tilbyde og ønske.

En FrivilligBørs giver offentlige institutioner mulighed for at samarbejde med virksomhederne og de frivillige foreninger om at give kommunernes borgere nogle bedre tilbud og skabe et stærkere fællesskab i lokalsamfundet. Læs mere om, hvad OFFENTLIGE INSTITUTIONER kan tilbyde og ønske.

En FrivilligBørs giver privatpersoner og ildsjæle mulighed for at samarbejde med lokale virksomheder, foreninger eller institutioner om særlige emner, hvor en specifik kundskab eller viden kan gavne en organisations arbejdsmiljø eller hjælpe nyopstartede initiativer på vej. Læs mere om, hvad PRIVATPERSONER kan deltage med.
 

Hvad kan man tilbyde og ønske?

Det, man byder ind med, kan altså have karakter af:

  • praktisk hjælp
  • rådgivning, foredrag og kurser
  • lokaler og materialer
  • aktiviteter og oplevelser

 – og det kan foregå som både enkeltstående udvekslinger og langvarige samarbejder. Det kan også være noget, I allerede stiller til rådighed, men som flere burde kende til. Er du i tvivl om, hvad I kan tilbyde og ønske, så kan du få mere inspiration nedenfor:
  

Eksempler på aftaler

  • Et kommunikationsfirma vejleder en forening i kommunikationsstrategi
  • En patientforening måler blodtryk hos virksomhedens medarbejdere
  • Et kor låner lokaler på et plejecenter og inviterer til gengæld beboerne til koncert
  • Et mødested for ensomme unge bager småkager til en aktivitet i en forening
  • En virksomhed printer en plakat for en forening
  • En psykolog holder foredrag for en gruppe bisiddere
  • En række foreninger udstiller hos en virksomhed
  • En virksomhed stiller en projektor til rådighed for en forenings arrangement
  • En fodboldklub inviterer en forening til træning
  • Et haveselskab inviterer et botilbud på udflugt
  • En forening forærer en anden forening en elkedel 

Roskilde FrivilligBørs 2019

frivilligboers-logo

Årets FrivilligBørs fandt sted mandag den 23. september 2019 kl. 17-19:30 i Tanken på Gimle.

Det blev en vellykket og ganske hektisk Børs, hvor BørsBoss Kasper Bæk flere gange måtte udsætte afslutningen, så deltagerne kunne nå at få noteret alle deres aftaler.

Se BørsBossen skyde børsen i gang:

 

Her kan du se eller gense Frivilligbørsen på 3 min. og 21 sekunder
i et slideshow af billeder fra dagen:

Lidt videoklip fra dagen: 

 

Hvem, hvad, hvor?

FrivilligBørs 2019 - aftalerne studeres

Ja, stedet var Gimle, men hvem deltog, hvad tilbød de, og hvad ønskede de sig? I Børskataloget 2019 kan du få svar på disse spørgsmål. Kort fortalt var der 36 deltagende foreninger, virksomheder, kommunale enheder og privatpersoner. I alt ca. 70 mennesker, der gik rundt i salen og netværkede, udvekslede ideer, kikkede i kalendere, forhandlede, lavede aftaler, skrev under, fik deres aftaler noteret, og hængte kulørte sedler op på aftalevæggen.

I alt 72 aftaler blev indgået i år, hvilket må siges at være flot med antallet af deltagere. Klik på billedet af aftalevæggen for at få et stort billede, som du kan forstørre og klikke rundt i. 

Stemningen var i top, og tilbagemeldingerne viser da også, at det er et meget populært arrangement. Frivilligcenteret satser på at gentage FrivilligBørsen hvert år de følgende år.

Roskilde FrivilligBørs 2017

frivilligboers-logo

Årets FrivilligBørs fandt sted den 27. september i Tanken på Gimle. I videoen herunder kan du få et overblik over arrangementet:

 

 

Som det kan ses på videoen, summede Tanken på Gimle af aktivitet. Med i alt 104 aftaler blev det den hidtil mest succesrige børs, og begejstringen var stor hos de mere end 100 deltagere. Mange havde gjort sig umage med påklædningen, så de var nemme at finde for dem, der ville lave aftaler med dem.

Se det udsendte Børskatalog, som deltagerne brugte til at forberede sig.

FrivilligBørs 2017 - der forhandles

Lige fra tidspunktet, hvor BørsBossen Kasper Bæk fra Spar Nord Bank ringede med klokken for at sætte børsen i gang, var der livlig aktivitet på gulvet. Deltagerne diskuterede tilbud og ønsker og fandt sammen om aftaler til fælles gavn og glæde.

FrivilligBørs 2017 - der skrives aftale

Flere erhvervsvirksomheder har også fået øje på, hvor effektiv en frivilligbørs kan være til at højne deres sociale profil med CSR-aktiviteter, og til at skabe synlighed og udvide deres netværk. Fx står bankernes lokaler jo som regel tomme om aftenen, så de kan lånes ud til foreninger. Et andet eksempel er, at mange foreninger har svært ved at få udarbejdet brochurer og plakater. Grafisk assistance er derfor en stor hjælp for dem.

Katedralskolen deltog i år med en hel gruppe meget aktive elever, da frivillighed de senere år er blevet inddraget på gymnasierne.

Blandt årets "topscorere" mht. aftaler ligger bl.a. Natteravnene, der møder stor velvillighed, hvor de end færdes. De fik aftale om bl.a. pausefaciliteter og adgang til gratis kaffe, når de går deres runder.

Roskilde Computerstue (Ældre hjælper Ældre) var særdeles populære med især it-support og kurser. Sct. Hans Have, som jo drives af frivillige, fik ligeledes flere gode aftaler i stand, bl.a. med Projekt Følgeven.

FrivilligBørs 2017 - aftalevæggen

 

Indgåede aftaler

Med 104 indgåede aftaler slog vi rekorden fra 2016. Se alle FrivilligBørsaftaler i 2017 her.  
 

Deltagere

Der var tilmeldt i alt 102 deltagere på FrivilligBørsen, hvoraf 8 deltog for mere end een forening.

  • 54 repræsentanter for 38 forskellige foreninger
  • 23 repræsentanter for 6 forskellige kommunale institutioner
  • 13 repræsentanter for 8 forskellige erhvervsvirksomheder
  • 1 borger/privatperson
  • 8 frivillige hjælpere

Roskilde FrivilligBørs 2016

frivilligboers-logo

Roskilde FrivilligBørs blev afholdt for første gang d. 15. november 2016 med repræsentanter fra foreningslivet, kommunale institutioner, lokale virksomheder og deltagelse af enkeltpersoner.

Arrangementet blev en succes med god stemning og aktiv deltagelse.
 

Deltagere

Roskilde FrivilligBørs 2016 havde i alt 79 deltagere (4 deltagere havde 2 hatte på) fordelt på:

  • 68 repræsentanter fra 36 forskellige foreninger
  • 8 repræsentanter fra 5 forskellige kommunale institutioner
  • 5 repræsentanter fra 4 forskellige virksomheder
  • 2 borgere / enkeltpersoner

Se Børskataloget fra FrivilligBørs 2016 med alle deltageres tilbud og ønsker.
 

Indgåede aftaler

Der blev indgået i alt 72 formelle aftaler. Se oversigten over alle aftalerne.
 

Hvordan foregik det?

Klik på billedet for at se en række interviews med deltagere, der fortæller om deres udbytte af dagen:

FrivilligBørs 2016 - Røde Kors

Du kan blandt andre se:

  • Boligselskabet Sjælland og KFUM-spejderne Roskilde Gruppe, der fortæller om deres aftale om at afholde friluftsaktiviteter for børn og unge i boligområderne administreret af Boligselskabet Sjælland.
     
  • Alzheimerforeningen og Spillemandslauget, der fortæller om deres aftale om at spille erindringsmusik for personer med demens.
     

Udtalelser fra deltagerne

”Det er bestemt en mulighed for i fremtiden at skabe virkelig gode aftaler uden penge imellem – kun fantasien sætter grænser. Så gennemført godt, selvfølgelig med udviklingsmuligheder – men alle vokser med opgaven og her er virkelig et godt udgangspunkt.”
”Vi havde forberedt os på, hvad vi ville have ud af at deltage, hvem vi skulle tale med og om hvad. Det viste sig at være en stor fordel. Vi fik mange kontakter.”
”Det er et rigtig godt koncept og jeg var overrasket over, hvor mange forskellige foreninger der deltog.”
”Forretningsgangen med aftalepapirerne kunne måske forbedres – ellers masser af ros – det var en rigtig god aften, hvor vi fik masser af kontakter.”
Frivilligcenter Roskilde
Jernbanegade 21a
4000 Roskilde

Tlf. 21 16 90 26
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Åbent ma-to kl. 10-14